Grønflammeskoven, af Tambourhinoceros C&K Forlag Nogle af Danmarks mest respekterede og prisbelønnede unge musikere skriver børnebog med soundtrack og prominente gæstesangere· Gennemillustreret historie om drengen, der jagter sin drage, som er blevet taget af vinden· GRØNFLAMMESKOVEN er et unikt børnebogsprojekt, skabt af en række af Danmarks mest respekterede unge musikere med rødder i pladeselskabet Tambourhinoceros og bandet Oh No Ono. Den gennemillustrerede bog i stort bredformat har desuden en indlagt cd med 10 helt nye sange inspireret af bogens univers samt historien læst op til musik af P3-værten Lucia Odoom. Som gæstesangere medvirker bl.a. Anisette, Jesper Mortensen (Junior Senior – verdensomspændende hit: “Don’t Stop the beat”), Christian Hjelm (Figurines – et af Danmarks bedste rockbands), Janis Noya Makrigiannis (Choir of Young Believers – P3 talentprisen), Coco (Quadron – storrost af New York Magazine som et af årets bedste musiknavne 2010). GRØNFLAMMESKOVEN handler om drengen, der er på jagt efter vinden, som har taget hans drage. Før han genfinder begge dele i konkyliens indre midt i Grønflammeskoven, skal han over sø og land. Bogen tager børn med eller uden forældre på en musikalsk, illustreret og fortalt tur igennem barndommens landskab med elskelige figurer som skykvinden med hovedet, der let falder af, den morgensure sten-kælk og naturligvis kyssepigen, der med sine dumme kys fik drengen til at miste grebet om dragen. Den fantastiske og fabulerende fortælling er en ny generations kunstneriske hyldest til barndommens magiske fantasiland, alt sammen fortalt i et originalt univers med lyd, sang, billeder og illustrationer.
|